Audition

Til september 2022 bliver Slangerupscenen den anden amatørteaterforening herhjemme, som får lov at lave en opsætning af “Flashdance”.

Har du en sanger, danser eller måske begge dele gemt i maven, så vil vi rigtig gerne se dig til audition på hitmusicalen Flashdance den 6. eller 13. februar 2022.

Hvem skal vi bruge

Hovedroller, biroller

Til denne fantastiske musical findes der et stort og udfordrende antal roller som skal besættes. De største roller som også kendes fra filmversionen fra 1983 er Nick Hurley, Alex Owens, Harry, Mrs. Wilde, Louise, Hannah Owens, CC, Joe, Gloria, Tess, Jimmy Kaminsky

 

Dansere

Alle som kan danse eller som har talent for dette, skal helt sikkert komme til audition. Dette er den ultimative danseforestilling og man vil uagtet niveau have mulighed for at blive udfordret og udvikle sig i processen. 

 

Ensemble

Alle som har lyst til at stå på en scene, men ikke nødvendigvis vil være ham/hende som står og synger eller krænger sin sjæl ud i en stor dramatisk scene. Så er du frisk på at tilbringe en sommer på en scene med skønne mennesker og et helt fantastisk fællesskab, så har du chancen nu.

 

Stationært kor

Du elsker at synge og synes det er fedt at synge med andre, men også blive udfordret. Du vil ikke være i fokus, men stadig gerne være en del at det skønne fællesskab som kommer når man synger sammen. Så har du muligheden nu.

Om Forestillingen

 Om dagen knokler 18-årige Alex Owens som svejser på det lokale stålværk i Pittsburgh. Om aftenen danser hun på en bar for at tjene penge, til at kunne forfølge sin drøm, om at komme ind på byens prestigefyldte danseskole og blive professionel danser.

Da chefen på stålværket, Nick Hurley, en tilfældig aften får øje på Alex, der danser på scenen i baren, forelsker han sig straks, og et ikke uproblematisk forhold begynder at udspille sig mellem de to.

Nick vil gerne hjælpe Alex med dansedrømmen og skaffer hende en audition på danseskolen. Men Alex er vant til at klare tingene selv, og det er først til sidst det går op for hende, hvad der er vigtigt i livet. 

Flashdance handler om en stærk kvinde, der ikke vil underkaste sig en stereotyp mandeverden, og som ønsker at styre sit liv og sin karriere foruden at forfølge sine drømme på sin egen måde. Hun er en mønsterbryder, der vil respekteres på egne præmisser, uden at give køb på sin feminine sensualitet og væremåde.

Musicalen er en sjov og romantisk udviklingshistorie med en kvinde i hovedrollen, hvilket er meget unikt og sjældent i international musicalproduktion. En kvinde der har mod på at gå efter sine drømme og udleve dem i kraft af sin passion; nemlig dansen og musikken. Uden musik, ingen dans.

I forestillingen bliver du revet med af energien og livsglæden fra 80’erne – en tid med pangfarver, vildt hår, benvarmere og musik på kassettebånd i en walkman.

Prøveperiode

Prøveforløbet starter op med læseprøve 15. februar 2022
Herefter ligger der øve-aftener i Slangerup tirsdag og torsdag og enkelte weekender, men du vil ikke nødvendigvis skulle deltage i alle øve-aftener hver uge.

Sommerferie afholdes i uge 27. til og med uge 31.

Hent og læs den foreløbige øveplan nederst på denne side.

 

Spilleperiode

 Premiere fredag den 30. september 2022, og sidste forestilling er søndag den 9. oktober.

 Der er mødepligt både til prøver og selvfølgelig til alle forestillinger.

Audition

Vi holder audition søndag d. 6. februar og søndag d. 13. februar.
Du vælger hvilken af de 2 dage der passer dig bedst, og kan vælge mellem 2 forskellige tidsrum – kl. 09-12 eller kl. 13-16.

Begge audition-dage foregår i Slangerupscenens Teatersal, Kingoskolen, Strandstræde 28A 3550 Slangerup.

Tilmelding til audition sker ved at klikke på tillmelding nederst på siden.

Audition vil bestå af 3 dele – DANS, SANG og DRAMA

DANS (hold)

Vi starter med danseprøven som i alt tager 40 minutter, og afsluttes med en opvisning for panelet.
Det anbefales at have noget tøj på som man kan bevæge sig i.

Danseprøven foregår i hold og i modtager den nødvendige undervisning i den første del af de 40 minutter. Formålet med danseprøven er at se hvordan du bevæger dig, så du skal ikke bekymre dig hvis du ikke er den bedste danser, bare kom, smil og gør dit bedste.

DRAMA (solo)

Du skal forberede en lille monolog på max. 3 minutter.
Du vælger selv din monolog og du skal forberede dig på at vores instruktør Anders Riis arbejder med den til optagelsesprøven.

Til inspiration har lagt nogle monologer nederst på denne side, som du er velkommen til at bruge.

 

SANG (solo)

Uanset om du søger en navngiven rolle eller ej, skal du medbringe en selvvalgt sang som du synes er den bedste for dig, hvor du virkelig kan vise hvad du kan, og som du bare kan brænde igennem med. Sørg for at vælge en sang som du virkelig kan levere 100%, og ikke en sang der er for svær ren teknisk.

Bemærk! – du skal medbringe noder med becifringer på, hvis vores Kapelmester skal akkompagnere din sang.
Nederst på siden har vi lagt tre sange fra forestillingen, med tekst og noder, som du er velkommen til at bruge.

Der er afsat cirka 10 minutter til sang og drama.

 

Søger du audition som ren danser, ser vi meget gerne at du alligevel prøver at forberede en monolog og en sang, og så tager vi selvfølgelig hensyn til at det er dans som er det primære fokus til audition.

Søger du audition som korsanger alene, er det nok at du møder op til solo audition og du skal kun forberede en selvvalgt sang.